Om Pistoria

Vi gør det på vores måde

Et helt særligt bageri
Historien om Pistoria begyndte, da Eddie sagde farvel til Lagkagehuset i Odense. Den store kæde havde netop overtaget den bagerforretning, som Eddie var bagersvend i, og da han hellere ville have indflydelse på sin egen forretning end at være en lille brik i en kædeforretning, sagde han op og begyndte selv.

Eddie så muligheden for at udleve sine mange ideer, da bagerudsalget i Skt. Klemens blev sat til salg. Han købte forretningen og begyndte straks at indrette den helt specielle bagerbutik, som siden hen er blevet kendt over det meste af Fyn.

Det særlige ved Pistoria er, at bageri og butik er samlet i ét. Kunderne kan se bagerne i arbejde og dufte duften i bageriet. Og de kan få en snak med de fagfolk, der bager de brød og kager, som der sælges i hundredvis af hver dag.

Eddie
Bagermester og indehaver af Pistoria siden 2016. Eddie er 48 år, blev udlært bager i 1990 og har været ansat i flere af Odenses store bagerforretninger, inden han valgte at blive selvstændig med Pistoria. Han sætter kursen for bageriet i tæt samarbejde med sine kolleger, og han er manden, der finder på de mange arrangementer, som Pistoria har taget initiativ til – herunder juletræ på torvet, cykeltræf og ikke mindst Pistoria Kageløbet.
Jack
En erfaren bager, der begyndte som bagerlærling tilbage i 1987, og som har suget til sig fra de bedste gennem sine mange år i faget. Blandt andet var han svend hos den kendte bagermester Leif Filtenborg i Hjertebageriet i Tarup. I dag er Jack 49 år, og han er specialist i moderne brødtyper, koldhævning, surdeje mv.
Rebecca
Hun er 27 år og blev udlært bager for fem år siden, faktisk med Eddie som bagermester. Rebecca er særligt dygtig til kager, og hvis du har særlige ønsker på dén front, spørger du bare hende. Du vil også møde hende bag skranken, da hun også elsker at ekspedere kunder.
Michella
25-årig konditor med speciale i temakager og andre lækkerier. Hun blev udlært hos Wendorff i 2018 og er den yngste i vores flok. Ud over at stå bag mange af vores flotte kagekreationer, kan du møde hende som ekspedient om eftermiddagen.